Fjeld Skov, og mit første krondyr

Fjeld Skov
JagtLeave a Comment on Fjeld Skov, og mit første krondyr

Fjeld Skov, og mit første krondyr

Hold fast hvor har jeg glædet mig til at skulle skrive det her blogindlæg! Min aller første kronhind og mit 2. dyr nedlagt siden jeg fik mit jagttegn. Det er så stort og jeg er så stolt! 🙂

Jeg vil tage dig med igennem dagen og oplevelsen.

Dagen startede ud tidligt. Som altid har jeg klargjort mine ting aftenen inden. Jeg er et stort B-menneske og er derfor ikke vild med at stå tidligt op. Det eneste der kan få mig op om morgenen er en morgenjagt. Det er jo helt fantastisk at sidde der i mørket, imens lyset kommer snigende og solen stiger op..

Nå.. tilbage til aftenen inden. Jeg havde klargjort mine ting. Riffel, kikkert, afstandsmåler, patroner, lyddæmper, kasket, jagttøj, støvler, høreværn, kaffen var klar til at blive sat over og selvfølgelig en snack til timerne i tårnet.

Jeg kører afsted tidlig morgen fredag d. 16 oktober. Dagen hvor jagten på de store hjorte går ind. Jeg var spændt!

Ankomst

Jeg ankommer til Fjeld Skov kl 7 præcist. Parkere bilen og går op til hovedindgangen. Ved indgangen tager Frederik og Freya i mod mig. Frederik er ejer af Fjeld Skov og står for diverse jagtarrangementer, og Freya min gode jagtveninde skulle også med på dagens jagt.

Når man træder ind igennem dørene på Skovgodset Fjeld, bliver du mødt af varme og god stemning. Du går op af trapperne til første sal, og synet af en stor hovedmonteret giraf møder dit syn. Derefter træder du ind i “Afrika”… Jeg står flere minutter og nyder synet af de mange trofæer Frederik har taget med hjem fra hans jagter i Afrika.

Videre ind i de løbende stuer sidder der allerede 40 jægere og spiser morgenmad. Der er god stemning rundt ved bordene, og man kan mærke stemningen for dagen. Alle er spændte på at komme ud på dagens jagt og ud på deres tildelte poster. Post fordelingen forgår tilfældigt. Når man ankommer til Fjeld Skov trækker man sit nr fra en hat. Det er svært at sige om der er nogle pladser der er bedre end andre, da dyrene i skoven er meget aktive og bevæger sig pænt rundt.

Ud på post

Klokken 8.45 præcist mødes vi alle på gårdspladsen. Vi er 50 jægere og 10-15 hjælpere der trykker igennem skoven forskellige steder fra, i hver deres område.

Information bliver givet og vi går til de tildelte biler/vogne. Jeg kører med bil/vogn C, og har fået tildelt tårn 30. Frederik som jeg nævnte tidligere går meget op i at gennemgå regelsættet for dagen, samt de sikkerhedsforanstaltninger som skal overholdes når man er 50 jægere på jagt i samme skov. En af disse er blandt andet at jægeren ikke må forlade sit tårn før jagten er slut.

Lykke tal numer 30.

Jeg bliver sat af på post, løfter på kasketten og får sagt knæk og bræk til de resterende i vognen. Det syn der møder mig er smukt og minder mere om noget fra et eventyr end en “mark” i Fjeld Skov. Selvom denne mark senere på formiddagen ender med at være noget helt specielt for mig.

Fjeld Skov

Jeg placere mig i tårnet. Lader min riffel med 4 skud, og får skabt mig et overblik over området. Der ligger en tyk tåge hen over marken, som i takt med solens stråler lige så stille forsvinder. En klog jæger sagde engang til mig, det første du skal gøre når du kommer i dit tårn på post er at orienterer dig. Se efter dyr og skab et overblik. Dette er derfor det første jeg gør. Først da jeg har sikret mig at der ingen dyr står derude, pakker jeg ud, måler afstande og roen falder over mig. Det her syn giver mig en helt specielt ro. Det er jo ikke kun det at sidde på riflen der er specielt, det er sku hele oplevelsen i at være uden for i den herlige natur, spotte dyr og drikke en kop kaffe i roen.

15 min. efter alle er kommet på post falder de første skud. Det lyder som nytårsaften. Jeg tæller 3 skud… 5 skud… 9 skud… 15 skud… “SHIT” tænker jeg. Der ryger mange tanker igennem mit hovede. Jeg husker at jeg hvisker til mig selv. Kom så.. kom så.. kom så.. jeg var klar.

Kl. 10.41 høre jeg 2 skud fra min højre side rimelig tæt på. Kl. 10.42 løber der 5 kronhinder ud foran mig på marken. De kommer frem på ca. 90 meter. Riflen ligger klar. Jeg sigter på den sidste af de 5 kronhinder. De stopper alle 5 op.. “BANG” – første skud er affyret. Nerver og adrenalinen pumper afsted nu…

Tanker

Tankerne flyver igennem mit hovede. “Ramte jeg?” “Har jeg anskudt?” “Fuck”. Ligeså stille trækker de 4 af hinderne fra den sidste, og jeg er nu sikker på jeg har ramt. Jeg sigter igen, og affyre 2. skud. “BANG”. Kronhinden ligger sig 10 meter længere henne.

Jeg husker egenligt ikke meget af hvilke tanker der går mit hovede efterfølgende andet.. “fuck”. Det var uvirkeligt. Jeg har skudt mit første stykke krondyr. Og så endda som nyjæger. Det er noget jeg længe har drømt om. Sikke en oplevelse. Og som du kan se på de små videoer kommer jeg igennem hele følelsesregisteret 😉

Kort tid efter tikker der en SMS ind fra en af trykkerne, Gustav. Han skriver:

Man føler sig speciel og velkommen når man er på jagt ude i Fjeld Skov. Det er en oplevelse der rækker langt udover mine forventninger 🙂

10 min. efter det hele har lagt sig kommer der et rudel ud på 35-40 kronvildt. Jeg nyder synet denne gang. Jeg var på ingen måde klar til at affyre skud igen. Mine nerver havde kun lige lagt sig. Men det er jo det fantastiske ved naturen – synet af 35-40 stykker kronvildt, er en oplevelse i sig selv.

Gustav kommer frem fra skovenvejen og lykkeønsker mig. Han er lige så meget oppe og ringe over mit nedlagte stykke vildt som jeg selv er.
På denne type fælles trykjagter, forgår det således at jægeren ikke må forlade tårnet før jagten er slut, og derfor står Gustav for at brække dyret.

Hold fast hvor ville jeg gerne se dyret… min nedlagte kronhind. Det må vente. Jagten forsætter jo, og sikkerheden er vigtigst frem for alt.

Kl. 12.30 er jagten slut og vi bliver alle hentet igen og kørt tilbage til godset hvor frokosten står klar. Ved afhentning bliver jeg mødt af 9 nysgerrige jægere der spørger ind til hvordan dagen er gået, og jeg fortæller stolt hvad jeg har skudt og hvordan det foregik. Der bliver givet mange lykkeønskninger denne dag. Ikke kun til mig, men til flere af jægerne som har haft heldet med sig.

Frokost og parade

Under frokosten bliver der delt mange gode historier fra jagtens tid og det er spændende at sidde omringet af så mange erfarende jægere der har så mange historier på hjertet. Det er en ren fornøjelse.

Efter frokosten skal går turen til “haven” hvor der er tændt op i 4 store bålfade. Imellem de 4 bålfade ligger alt det vildt der er skudt i løbet af dagen. Det er et imponerende syn og en imponerende parade vi går imod.

Der ligger i alt 30 stykker vildt fordelt på 4 store kronhjorte (min. 12 ender) kronhinder, dåhjorte, dåhinder, rådyr og en enkel ræv. Jeg har aldrig set så flot en parade med så imponerende dyr. Der var en stor respekt for dagens parade og det betyder rigtig meget for mig, at man kan se og mærke at de jægere der har nedlagt vildt værdsætter det. For mig handler en stor del af jagten jo ikke kun OM jagten, men ligeså meget det kød jeg får med hjem til fryseren. Det kød kan vi herhjemme nemlig spise med god samvittighed, i stedet for at spise kød fra en køledisk. Her ved jeg 100% hvor kødet kommer fra, og hvilket liv/ende på livet det har haft. Men det er vidst en helt andet snak vi kan tage en anden gang.

Derudover har det været en fuldstændig overvældende og oplevelsesrig dag på Fjeld Skov. Jeg er dybt taknemmelig for at få denne mulighed, og for at kunne fylde fryseren op med ca. 30 kg lækkert krondyr!

Hvis du vil følge med ved Fjeld Skov:
Facebook – Bonus info. De afholder salg af vildt kød d. 11 nov.
Instagram
Hjemmeside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top